Er der et navn til alle følelser?

Jeg dingler lidt, da jeg prøver anstrengende at holde mig på to ben. Jeg har lyst til at tude så meget jeg kan, men ved at jeg ikke kan være det bekendt. Musikken spiller svagt i baggrunden, og leende stemmer med klirrene glas, smelter sammen med Shubidua's sange. Alle er så glade. De sidder ved bålet og synger og spiller guitar, rister skumfiduser, drikker en sodavand og en øl. Bare har det sjovt. Alligevel kan jeg ikke lade mig selv give slip og more mig. Alligevel skal jeg være så besværelig. Alligevel skal jeg gå imod strømmen. Jeg skubber døren op ind til værelset, og tænder computeren. Jeg er nødt til at få mine følelser ud. Selvom alt virker lidt tåget lige nu, kan jeg stadig mærke mine følelser. Ikke præcis sætte ord på dem - bare mærke dem. Jeg føler mig .. ret .. ja. Jeg føler mig ret, ja, tom. Uden for min egen krop. Som om jeg kun kan stå og kigge på, mens jeg ser hvad kroppen foretager sig. For jeg hører ikke til i min krop. Jeg kan ikke overskue at være i den. Ikke når den lider så store savn at det gør ondt. Ikke når den har så ondt af sig selv. Den kan få lov til at være i fred. Jeg magter det ikke. Jeg magter det simpelthen ikke.